Om behandlingen?

En behandling varer ca. 55 minutter inklusiv indledende samtale og tid til at komme på og af briksen. Indledningsvis vil jeg spørge ind til din situation, og hvordan jeg kan hjælpe dig. Derefter foregår behandlingen på briksen, hvor du ligger under et tæppe iført undertøj.

Jeg arbejder med dybe tryk, stræk, pulserende bevægelser, zonepunkter, ledfrigørelse, kranio sakral terapi og samtaleterapi. Undervejs i behandlingen vil din krop afsløre, hvordan du forholder dig til det, der ligger i din krop. Kæmper du imod? Trækker du dig? Eller hvilke andre reaktionsmønstre tager du i brug, når du bliver udfordret?

For nogle vil kroppens smerter være på et meget fysisk plan. For andre afspejler kroppen en psykisk/mental problematik, som skal forløses, før kroppen får det bedre. Og ofte kan en tilsyneladende simpel fysisk problematik være et tegn på et dybereliggende problem.

Følelserne sidder i kroppen. Når jeg trykker på din krop, hjælper jeg dig til at skabe kontakt til dine følelser. Du vil under en behandling opleve, at hvor der før kunne være spændt, kommer der efterfølgende en følelse af plads til bevægelse og liv. Du vil opleve større kontakt til kroppen og kunne bruge den til at rumme det, der før føltes overvældende.

Nogle tryk kan forekomme smertefulde, men ved guidening til en fri vejrtrækning lærer du at slippe smerten og spændet, og du fornemmer en mere fri muskel. Jeg kan derfor hjælpe dig med at gå fra at have smerter et sted til at blive smertefri.

Det er vigtigt at drikke rigeligt med vand i dagene efter behandlingen for at udvaske den øgede udskillelse af affaldsstoffer fra kroppens celler. Drik min. 2 liter pr. døgn. 

Generelt er det godt med ro resten af dagen. Slap af og gå tidligt i seng. 

Hvor mange behandlinger har jeg brug for?

Det kan variere meget, hvad den enkelte har brug for. En forstuvet ankel kan oftest løsnes på 1 behandling, hvorimod et barndomstraume kan tage flere år at tage hul på. Det er også afgørende, hvor meget du selv er parat til at gøre. Du er velkommen til at kontakte mig, så vi kan tage en snak om, hvad jeg kan gøre for dig.

Hvor lang tid skal der gå mellem hver behandling? 

Jeg anbefaler behandlinger med 2-3 ugers mellemrum. Efter en behandling arbejder kroppen videre med de processer, der er blevet sat igang på briksen. Den skal derfor have tid til at hele og restituere før en ny proces sættes igang. Nogen gange kan det dog være nødvendigt at modtage behandling hyppigere. 

Er der noget jeg selv kan gøre?

Det vigtigste, du selv kan gøre, er at være opmærksom på, hvad du mærker og føler. Skriv det gerne ned, hvis du oplever et skift i humøret eller muskulaturen. På den måde kan du blive bevidst om, hvordan samspillet mellem din krop og psyke er, og på indflydelsen fra eventuelle udefrakommende input.

Hvad kan jeg forvente efter behandlingen?

Reaktionen på en behandling er forskellig fra person til person, og fra behandling til behandling. Du kan nogle gange opleve kroppen føles tung og afslappet, og andre gange let og fuld af energi. Ligeledes kan du opleve, at følelserne kan blive påvirket, fx. let irritable eller mere nærværende.                      

Luk menu