Jeg elsker at hjælpe
Mit navn er Line, og jeg er født og opvokset på Bornholm. Jeg har boet de sidste 24 år i hhv. England og København. I juli 2021 flyttede jeg tilbage til øen og bor nu i Gudhjem, hvor jeg har købt hus og indrettet et hyggeligt behandlingsrum.
Jeg er uddannet Totum Kropsterapeut. Jeg blev kropsterapeut med et ønske om at lære et livsforandrende håndværk, hvor behandling af kroppen og mennesket er i centrum. Mit mål er at hjælpe dig med at tage hånd om dig selv og dit velbefindende og lære dig at slippe dine spændinger, så du får mere plads i kroppen. Når kroppen åbnes, åbnes også vores sind, og vi får mere “plads til at være”.
Jeg elsker at hjælpe andre mennesker, som har det svært. Jeg beundrer kropsterapiens evne til at skabe forbindelse mellem krop og psyke, samtidig med at jeg elsker de greb og teknikker, jeg har med mig i bagagen – teknikker, som hurtigt kan gøre en forskel for det enkelte menneske.
Mange af dem som kommer hos mig har svært ved at mærke sig selv, og lader typisk andres behov komme før deres egne. Det er mennesker, der har svært ved at se en vej i livet. Jeg ser også kvinder og mænd med lavt selvværd og som har svært ved at forstå, hvorfor det skal være så svært at møde deres livs kærlighed eller hvorfor de gang på gang ender i konflikt med nære relationer eller kollegaer. Så er der dem, der er påvirket af traumer eller sorg og kvinder som kæmper med barnløshed. Hvad der er fælles for alle, er at jeg hjælper dem med at se en anden mere selvkærlig vej i livet. Og det kan jeg gøre, fordi jeg selv har oplevet mange af livets store udfordringer – og har mærket på egen krop, hvor stor effekt kropsterapi har.
Jeg behandler også kvinder og mænd, som er/har været ramt af stress, depression og angst. På briksen hjælper jeg dem med at få ro på nervesystemet, så de får mere plads i kroppen og lettere ved at trække vejret. Det er altid en oplevelse at se folk blive forløst fra gamle traumer og møde dem igennem deres forløb, hvor jeg ser og mærker forandringen hos den enkelte.
Min vej hertil
Jeg er oprindelig uddannet Cand.it i E-business fra IT-Universitet i København og har arbejdet med udvikling af digitale medier, marketing og kommunikation i 12 år. I december 2017 mærkede jeg for alvor stress på egen krop. Jeg sad i en stilling som Nordic E-Commerce Manager for et verdenskendt smykkefirma og havde ansvar for onlinesalget i hele Norden. Til trods for hjertebanken, en underlig følelse i kroppen, ked-af-det-hed og frustration var jeg for stolt til at melde mig syg, så jeg fortsatte i samme høje tempo. Fire måneder senere blev jeg opsagt. Det ramte mig som et lyn fra himlen. En kollega sagde til mig, at jeg skulle se det som en gave. Det valgte jeg at gøre.
Jeg har i mange år søgt meningen med livet og har haft lyst til at skifte retning op til flere gange. Men jeg har altid følt mig begrænset, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle få det hele til at hænge sammen. En dag stod det klart. Jeg skulle være kropsterapeut – og jeg har aldrig set mig tilbage siden.